×

FRI FRAGT I DANMARK PÅ ALLE ORDRER

”Der er ingen plan B!”

Søndag d. 26. maj 2019

Denne artikel bygger på et interview med Frederik Jakobsen i forbindelse med sæsonens første ligamatch mellem Team Fjelsted og Holsted Tigers i Fjelsted, d. 15/5-19.

IMG 4892

”Der står han jo,” udbryder Thomas Thinggaard, medejer af A/S Ovethi og dæk.dk. Og 10 meter længere fremme hilser en høj, ung mand iført stor sponsorkasket med et bredt smil. Frederik Jakobsen. 21 år og professionel speedwaykører. Han er så småt ved at gøre klar til aftenens match - sæsonens første ligamatch i Metal Speedway League – det, der i speedwayens verden svarer til superligaen i fodbold. Frederiks danske hold, Team Fjelsted, møder i dag Holsted Tigers med Nicki Pedersen i front – og der er lagt op til et brag af en startmatch. 

Alligevel har Frederik taget sig tid til lige at få en snak med os, inden det går løs. Og selvom spænding og forventning dirrer i forårsluften på pladsen ved VIP-teltet, i ryttergården og på bænke og plæner omkring banen med den meget omtalte nye belægning (et af aftenens store samtaleemner!), så er Frederik fuldkommen nærværende – og helt rolig. Som en eksaminand, der ved, at stoffet sidder lige i skabet, og at det derfor bliver fantastisk at skulle ind til det grønne bord og præstere! Og det skal han lige om lidt. Sammen med holdkammeraterne Peter Kildemand, Anders Thomsen, Jason Jørgensen, Emil Engstrøm og Benjamin Basso skal han i aften forsvare Fjelsteds farver på hjemmebane. Iført Supermands-lignende dragt fyldt med sponsorlogoer - og med 500 cc’s motorkraft at gøre godt med! 

Frederik åbner dørene bag i sin van, hvor ’cyklerne’ normalt holder til under transport – og gør sig klar til interview. Dårligt har vi sat os ned, før der kigger et par gæster forbi for at hilse på og ønske held og lykke til aftenens match. Og det fortsætter med minutters mellemrum, mens vi sidder her og snakker om Frederiks karriere. ”Skriver du også autografer?” – og selvfølgelig gør han det… 

Allerede lidt af en stjerne

For Frederik er faktisk trods sin unge alder allerede lidt af en stjerne. Med en opstart som micro-kører på 50cc som 4-årig i 2004 har han haft mange år til at træne – og det har givet afgørende sejre. Mange gange. Først og fremmest sammen med klubben i Fjelsted, hvor Frederik igennem alle årene har haft kontrakt. Sammen med sit hold har han således ”hentet adskillelige holdmesterskaber og et utal af podiepladser hjem til klubben”, som det hedder i præsentationen af ham i aftenens kampprogram. 

IMG 4895

Flotte resultater

Men Frederik har også en individuel karriere. Blandt toppræstationerne kan her nævnes vinder af DM i både 50cc og 85cc og af NM, EM og VM i 85cc samt sølv- og bronzemedaljer ved de samme mesterskaber. I 2016 blev han valgt som Årets Kører af Fjelsteds fans – og Årets Fighter i Metal Speedway League; og samme år vandt han EM-sølv og VM-bronze sammen med det danske U21-landshold. I 2018 vandt han sammen med sin engelske klub, Poole Pirates, det engelske mesterskab, sølvmedalje ved U21 Hold VM, bronze ved U21 EM-finalen og guld ved U21 EM hold-finalen. 

Mål for 2019

I år har Frederik kontrakt med den polske klub Gniezno og svenske Dackarna Målilla – ud over naturligvis Team Fjelsted. Desuden er han U21 landsholdskaptajn og udtaget som reserve til A-landsholdet ved Speedway of Nations. ”2019 er mit sidste år som U21-kører, så jeg satser da kraftigt på, at vi skal have en medalje til U21-VM’et i år. Og så håber jeg på guld med Team Fjelsted,” siger Frederik.

Og man kan kun lade sig smitte af oprigtig begejstring, når man hører ham beskrive følelserne for alt det, der foregår lige nu: ”Jeg lever drømmen! Hvert øjeblik! Jeg er fuldt professionel, og vi bygger stille og roligt på hele tiden.”

Så hvad er plan B?

”Der er ingen plan B!”

For speedway indtager Frederiks absolutte førsteplads blandt interesser: ”Det er en blanding af det hele,” forklarer han og kigger over mod ryttergården, hvor aktiviteterne øges i takt med, at minutterne går. ”Farten, spændingen, måden, det hele bygges op på. Det kan se lidt overfladisk ud, hvis man kun fokuserer på de cirka 5 minutter, vi samlet set kører. Men ser man på alt det arbejde, der ligger bag, med træning, mekanikertimer på cyklerne, transporttid, sponsorarbejde og så videre, og så videre, så tror jeg godt, de fleste kan se, hvor dedikeret man skal være. Og det er vi! Fuldkommen!” 

Og heldigvis for det. For selvom Frederik kun lige er blevet gammel nok til at købe øl i USA, så er speedway hans fuldtidsjob. Og det er ikke af typen fra kl. 8-16.

Action og præstation

Nu nævner du for eksempel transporttiden – men det var vel ikke den, du så frem til, da du begyndte at køre speedway? ”Nej”, griner han. ”Det er klart, at al den action, der foregår lige inden matchen, og så selvfølgelig selve matchen, er det absolutte klimaks. Alt afgøres på få sekunder – og det er vildt spændende! Men jeg elsker det hele! Duften af banen og benzinen. Lyden. De glade mennesker. At præstere for publikum, fans og sponsorer. At gi’ den fuld gas og køre klogt. Og så selvfølgelig at vinde! Uden et udpræget vinder-gen - så kommer man ingen vegne!” 

Det svenske idol

Når det handler om at vinde, så kan det være en god ting at holde øje med, hvad de andre prof’er gør. Frederiks store idol er svenske Tony Rickardsson. ”Han er en af de største legender, og jeg forsøger at lære så meget af både hans kørsel og måden at drive forretning på som overhovedet muligt.” 

Og så bare lige et sidste spørgsmål… Hvad tænker du på, når I holder og gasser op, lige inden snoren går op til det enkelte heat? Frederik tænker et halvt sekund og siger så: ”INGENTING!” - og griner ubekymret. ”Jo, hvis jeg tænker på noget lige der, så er det en visualisering af første sving. For det handler jo om hele tiden at være et skridt foran.” Så at sige. 

Kl. 18.30 går matchen i gang. Holdene ruller ind og præsenteres for et talstærkt publikum: 1505 stk., for at være helt præcis.

IMG 4904

Matchens resultat: 45-39 til Fjelsted på hjemmebane.

 

Team Fjelsted 45

  • 1. Peter Kildemand 14
  • 2. Frederik Jakobsen 12+2
  • 3. Anders Thomsen 12+1
  • 4. Jason Jørgensen 4+2
  • 5. Emil Engstrøm 2+1
  • 6. Benjamin Basso 1
  • Holdleder Morten Svendsen

 

Holsted Tigers 39

  • 1. Nicki Pedersen 12
  • 2. René Bach 10
  • 3. Nicolai Klindt 8+1
  • 4. Rasmus Jensen 7+1
  • 5. Sam Jensen 2+2
  • 6. Emil Breum –
  • Holdleder: Lars Munkedal

 

Aftenens Metal Fighter blev Anders Thomsen fra Team Fjelsted. 

 

A/S Ovethis og dæk.dk’s speedwaysponsorater i 2019:

  • Sponsor for Frederik Jakobsen for andet år i træk
  • Hovedsponsor for Peter Kildemand for fjerde år i træk
  • Sponsor for Christian Thaysen og Benjamin Basso
  • Sponsor i Fjelsted Speedway Klub
  • Sponsor af Region Varde Elitesport 

 

×

Brug for hjælp?

Går du i stå, når du skal bestille dæk, så kontakt os. Vi sidder klar ved telefonerne i åbningstiden, og har du brug for hjælp uden for vores åbningstider, kan du sende os en mail, som vi vil besvare hurtigst muligt.

Kender du ikke størrelsen på dine dæk, så lad Jesper hjælpe dig med at finde dem:

Din kontaktperson
Jesper Rasmussen 63 17 31 10 webshop@ovethi.dk

Skriv dit telefonnr. og vi ringer dig op hurtigst muligt!